Om kunsteventyret for børn og for voksne

Archimedes' klode
Punctum Archimedis – giv mig et fast punkt, og jeg skal bevæge hele verden

Punctum Archimedis – giv mig et fast punkt, og jeg skal bevæge hele verden

Der er så mange fantastiske eventyr. De der er fortalt mellem generationerne og så kunsteventyrene, der har ladet sig inspirere af den folkelige overleverings form, som har gjort både magien, skrønen og den fantastiske situationsløsning til acceptable måder at fremstille livets større og mindre dilemmaer på.

Hvad skal vi så med flere? Eventyr er i hvert fald gode at skrive, når den virkelige verden bliver lige lovlig realistisk, men alligevel ikke kan undværes. Og netop det, der anses for at være realistisk, ændrer sig fra generation til generation. Nye eventyr kan om ikke andet bruges til på en rent personlig måde at pakke en tids realisme ind i genren, der tillader både løgn og latin, som en enestående ramme for at rejse til en anden verden, hvor alt i princippet er muligt, når bare det ender godt.

Den helt almindelige hverdag indeholder oftere, end vi vil være ved det, illusionernes magt forklædt som det en tid ellers kalder sin realisme. At få forklaret, hvad forskellen er på trylleri, illusion og den skinbarlige realisme eller sandheden, kan somme tider være lettere i eventyret, end det vil være i hverdagens samtale. Hvorfor så ikke få sagt noget på den lettere måde?

Eventyrene i bogen ‘Eventyr’ låner form fra folkeeventyrene. Det gør kunsteventyr. De er dog ikke skrevet med handlingerne i folkeeventyret som forlæg, men med livet i nutiden som inspiration. Det er der nogen, der vil sige, næsten er det samme.

Tvivlen – drivgas til ny viden og folkelig empati

Man kan godt blive i tvivl, og det er jo netop det, man skal. Et menneske og et samfund, der har mistet evnen til at tvivle, bliver en stivnet maske af dogmatik og intolerant selvtilfredshed. Uden tvivl mangler forandringen sin kickstarter, og det er en alvorlig situation. For netop det stof, forandring er af, skal jo bruges til at løse problemer, i situationer mennesker og samfund ikke tidligere har set sig selv i. Man kan måske have held til at parkere sig selv og sin egen deltagelse i livet, men der er ikke meget i menneskehedens historie, der tyder på, at menneskeheden vil foretage en tilsvarende parkering.

Opgøret, om det der er universelt, har været i centrum for al overvejelse, så længe menneskeheden har eksisteret. Vi vil jo gerne indse det, hvis vi kan, men den udskiftning af universelle sandheder, som vores fælles historie samtidigt bevidner, kan minde om, at drømmen om det ubetvivlelige, det alt forklarende og den ultimative løsning hører bedre hjemme i eventyret end i det liv, vi nogensinde vil kunne få. Til gengæld er troen på det fantastiske tilladt i eventyret, og derfor rejser børn og voksne sammen dertil, hvor drømmen kan få vinger. For vi har brug for vingerne, der kan bære, at vi tror på os selv, og det der trods alt er muligt.

Hvis der er nogen fortælleform, vi kan låne fra folkeeventyrene, så er det snusfornuftens skæmt med autoriteterne. Jeg deler personligt den opfattelse, at denne ganske særlige genre indenfor fortællekunsten har sin del af æren for det moderne demokratis fremvoksen. Demokrati er formen, der tog over, når folket voksede fra monarkier og imperier. Demokrati er livsformen, der beskytter ytringsfrihed, så den kan praktiseres som andet end skæmteeventyr og af andre end hofnarren, der efter samfundets ikke så sympatiske norm, selv måtte være latterlig for at få taleret, allerede ved sit fysiske undermål. I demokratiet er personlig fornedrelse ikke prisen for ytring.

En realitetssøgende fornuft, der tilsiger at skæmte om samfundets autoriteter, er ligeså kritisk overfor den folkelige snusfornuft, som den er overfor regenter, myndigheder, prædikanter og tænkning. Enhver autoritet, der vil docere sin ufejlbarlige opfattelse af alting, må stå til skæmt – for der er intet universelt fællesskab om en vis velkendt ufejlbarlighed.

Man vokser lige godt fra magtsyge i samfundets top som fra folkelig snusfornuft, der i sin distraktion har glemt, at det samfund, vi idag er en del af, i høj grad er gjort af andre stoffer end snus og fornuft. Vi kan ikke hver især og alene tænke os til alting. Vi er en del af andres tænkning, og vi er en del af indsigt, der beror på, at teknik har kunnet skaffe os viden, som ingen umiddelbart har kunnet tænke sig til.

Der er forskel på at gøre sig til del af et tolerant fællesskab om de manges forskellige talent og på at dele misundelsens bæger, for om ikke andet at forhindre at andre har en fordel, man ikke selv kan skaffe sig. Misundelse er et elendigt stof at bygge et liv og et samfund på. Misundelse er det stof, der får folk og fæ til at miste udsynet til berettiget tvivl, der evner at kickstarte den langtidsholdbare forandring.

Tiden er forbi for det dovne menneskes arrogante håndbevægelser, der vifter det væk, ’der er for tungt stof’ eller den realitet, der ikke passer til deres ubetvivlelige sandhed for i stedet at dyrke ugideligheden eller dogmatikken. Nogen vil sige, at det har der faktisk aldrig været tid til. Så meget desto større grund er der til ikke at lade sig opsluge i illusionen om den arrogante muligvis også elegante håndbevægelses løsningspotentiale. Elegant er ikke sjældent omskrivningen for dette, at magten misbruger, eller at den kloge narrer den mindre kloge. Det er dog omvendt ikke sådan, at alt, hvad snusfornuften ikke lige forstår, nødvendigvis er bedrag eller for den sags skyld en elegance, der kan berettige inkvisitionens udemokratiske metode.

Eventyrets inkvisition i det virkelige liv – den omvendte bevisbyrde

Inkvisition er ofte eventyrets middel imod tvivlen og det uløste samfundsproblem. Inkvisitionen er metoden for det truede menneske, den truede påstand, den truede overbevisning eller samfundsmodellen, der ikke føler sig sikker på sig selv. Inkvisitionen insisterer altid ubetinget på sin egen overlevelse, også selvom den ikke ad frivillighedens vej kan overbevise alle om sin egen overlevelsesværdi. Inkvisitionen ønsker at inducere sig frem til sine trusler, som den ikke umiddelbart kan finde eller se, men som den er helt sikker på er der. Under en inkvisition kan de truede udpege hvem som helst som mulige fjender, og pålægge dem at bekende deres hjerter til inkvisitionens bannerførere, så de truede ved induktion kan få syn for sagen. Som en løgskræller bestemmer inkvisitionen suverænt, hvornår et hjertes bekendelse er tilstrækkeligt til ikke længere at høre til i fjendens lejr enten på grund af omvendelse eller på grund af den tilståelse, der bekræfter inkvisitionen selv og giver grundlag for helt at skaffe sig af med det bekendende hjerte så at sige. Og er den induktive proces for langsom eller modvillig, så tager inkvisition gerne det såkaldte moderate pres til hjælp. Det moderate pres, der ikke bestemmes efter sin art, men udelukkende efter, hvor truet en bruger af midlet føler sig.

Inkvisitionens prærogativ er retten til at praktisere omvendt bevisbyrde. Anklages nogen af en inkvisition, er det den anklagedes problem at bevise sin uskyld. Inkvisitionen har standretten og folkedomstolens natur. Den er stærkt følt, men uden anden retssikkerhed end det stærkt følte.

En inkvisition smider de løgskaller væk, der ikke bekræfter inkvisitionen og fortsætter sin pilning, til den når den kerne af sandhed, som inkvisitionen jo ved findes, hvis bare man opretholder søgen længe nok og skræller tilstrækkeligt mange løgskaller af. Og hvor længe er så det?

I en inkvisition er ingen beskyttede imod at blive betvivlede for den tros skyld, som inkvisitionens deltagere henholder sig til. En inkvisitions fortælling består kun af de ’sande’ løgskaller. Alle andre skaller smides væk, før de kan forurene inkvisitionens eneste sandhed. Inkvisitionens metode er historisk set ofte forekommet i sammenhænge, hvor tro og overbevisning intet andet var, end de meget magtfulde instrumenter magthavere med meget lidt eller ingen egen tro benyttede sig af netop for at fastholde troende og søgende mennesker under magtens greb ikke mindst under indflydelse af historieforfalskning. Følelsesladet tro fastholder så langt mere effektivt end et nøgternt argument.

Ytringsfrihed men ikke bagvaskelsesfrihed

Det åbne samfunds demokratiske retsstat lovgiver demokratisk, har ikke omvendt bevisbyrde, den deducerer sig frem til retsafgørelser der baserer sig på relevante partsudtalelser, og den historieforfalsker hverken for samfundet eller enkeltpersoner ved at skaffe sig af med løgskaller. Den tåler både debat og kritik, og den overlever uden at behøve at praktisere censur eller at beskæftige korrupte dommere – hverken juridiske eller smagsdommere. I retsstaten er enhver ansvarlig for de anklager, man måtte rejse, for i retsstaten sikres selvfølgelig det, der er ret, men jo ikke den hemmelige whistleblowers bagvaskelse, hvis det er, hvad der fløjtes. I retsstaten er der ytringsfrihed, men selvsagt ikke bagvaskelsesfrihed.

Der er mange grunde til at holde liv i debatten, om hvordan det er lovligt og rimeligt at skaffe sig ret, indsigt og kontrol. Vi kan le af de enevældige personer og forsamlinger i eventyrene, fordi deres eksistens er så verdensfjernt åbenlyst urimelig. Men også i den demokratiske retsstat findes jo enevældige forsamlinger såvel politiske som religiøse. Retsstatens beskyttelse til enkeltpersonen består så i, at medlemskab af sådanne forsamlinger og deres direkte indflydelse på enkeltpersoners liv selvsagt kan fravælges. I retsstaten er der frihed til både at tro og til ikke at tro.

I en tid hvor enkeltpersoners sikkerhed kan afhænge af krig og kriminalitet i traditionel forstand, men også ideologisk/religiøs kriminalitet, som nogen vil kalde krig, er der grund til at blive ved med at diskutere, hvad retssikkerhed, frihed, meningsdannelse og magt skal være i et åbent demokrati. Eventyrets karikatur kan om ikke andet bidrage med eksempler på, hvad vi i hvert fald ikke mener, det skal være.

Hvor er det punktum archimedis?

Bortset fra at være en berømt kat med forbindelser til en siameser-boss i Hongkong så er en vis anden Archimedes berømt for at have forklaret, hvilke kræfter vægtstangsprincippet dækker over. Fysikkens Archimedes er berømt for at have sagt: giv mig et fast punkt, og jeg skal bevæge hele verden. Archimedes skulle jo nok have fået ret i sin påstand. Havde han fået sit faste punkt, hvorfra han kunne gøre sit vægtstangsprincip operationelt, havde han sikkert rystet sin tids verdensbillede. Mestre fra filosofien har fremsat ligeså store påstande om tankens kraft: fik de blot det faste sandhedspunkt, hvorfra al tænkning ville kunne bevæges, så…

Skiftende civilisationer er blevet stærkt bevægede af både tanke og tale, men de mentale rystelser har endnu ikke medført, at nogen har kunnet tage patent på et vist ubetvivleligt ’punktum archimedis’.

Inkvisitionen hører til i det omklamrende dogmatiske samfund, der søger sin egen overbevisning bekræftet og ikke realiteten. Inkvisitionen søger uafladeligt sit ’punktum archimedis’.

Retsstaten approksimerer til enhver tid så godt som menneskeligt muligt sandheden. Retsstaten præserverer det demokratiske forhold, at frihedsrettigheder er komplementære til magten, der må antages at skulle administrere realiteternes verden approksimeret så tæt på sandheden, som viden og ikke tro rækker til.

 

jsc

1 kommentar til Om kunsteventyret for børn og for voksne

  1. Enjoyed looking through this, very good stuff, regards . “Be not careless in deeds, nor confused in words, nor rambling in thought.” by Marcus Aurelius Antoninus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>

WP-Backgrounds Lite by InoPlugs Web Design and Juwelier Schönmann 1010 Wien