Uddannelse kan være selvstudium, men oftest sker indlæring som en kommunikations-akt, hvor der er en part, der kan noget, en anden part gerne vil kunne.

Man behøver ikke at være mere end 3 år for at have forstået, at kommunikation kan være andet end tale og mimik. Mennesker kan med det skriftlige symbolsprog sætte sproglige navne på det, vi gerne vil formidle os om. Og de sproglige navne kan kommunikeres i skrifttegn.

Den symbolske repræsentation som mulighed har Kirsten Signe som 3-årig imiteret sig til. Hun har udviklet en sproglig skriftlig repræsentation af sig selv, og af hver af hundene Nina og Taiga. For dem vil hun gerne fortælle om. Den 3-åriges nye skriftlige sprog kunne principielt sagtens blive videreudviklet og anerkendt som skriftsprog – for skriftlig formidling hviler på konvention. Vi bliver enige om, hvordan vi i tegn og symboler vil udtrykke vores danske verbale sprog. Vi fødes ikke med et skriftsprog, men vi kan imitere os til det.

Den 3-årige vil jo nok vælge at imitere sig til lidt mere end bare ideen om skriftlig kommunikation og med tiden lære sig konventionernes måde at udtrykke sikkert flere forskellige sprog. Det er, hvad der sker, når varen er viden om det skriftlige udtryks idé, og behovet er kunnen af dette at skrive.

Sproget kan udmærket være den redskabsmæssige barriere i spillet om viden og kunnen. Sproget er nødvendigt for at lære noget om noget, men det er ikke nok. Man skal have erkendt, hvad det faglige problem om kunnen i en konkret sammenhæng drejer sig om. Når man ved, hvad der skal læres med hvilke sproglige redskaber, så mangler man stadig, at den vidende og den videbegærlige kan nå hinanden. De må række hænderne ud, for det er svært for begge parter i den relation spillet om viden og kunnen handler om. Det der viser sig at fungere bedst kan formaliseres i didaktik og metodik, der kan håndtere, hvordan mennesker bedst imiterer sig til selvstændig kunnen.

The only thing that interfers with my learning is my education – Einstein