EPU består af eventyr, poesi og uddannelse. 3 meget forskellige måder at formidle på. Formerne har det til fælles, at ingen emner er dem undtaget. Kun fantasien og formålet sætter grænser.
Eventyrets fortælleform kan lidt mere end en del andre fremstillingsformer. Den er accepteret læsning om fantasteri, som børn og voksne kan være fælles om, fordi det trods alt er alvorligt ment. Den slags læsning kan der godt komme en god samtale ud af.
Poesi udmærker sig ved ikke at have en facitliste, til hvordan den skal forstås. Det bestemmer læseren selv, helt uafhængigt af hvad forfatteren har ment. Det væsentlige er, at læseren overhovedet får lyst til at forholde sig.
Faglige tekster og medier skal gerne føre til, at viden overføres, fra den der formidler, og bliver til kunnen for en anden. Det ligner kulturmødet, hvor 2 parter, der ikke kender hinanden, begge rækker en hånd frem for at mødes et vist sted i midten. Det går ikke uden færdigheder. Det går heller ikke uden god vilje.
Hver og den som kun er isme, bør begaves med et prisme - digt fra 'Drys fra himlen til mit jeg'