Jeg er cand. mag. fra Københavns Universitet, Institut for Statskundskab, og har stået i mesterlære som forlagsredaktør af undervisningsmidler især indenfor biologi, geografi og livsforståelse.

Jeg har interesseret mig for, hvordan mennesker bedst lærer hvad, så at sige, og har på mange forskellige måder forsøgt mig med min egen formidling af undervisningsmaterialer, videnskabelige tekster, oplysning og markedsføring og så skønlitteratur for børn og voksne for eksempel eventyr og poesi. Det er netop rigtigt at sige ’forsøgt mig’, for det at prøve at forstå, og at få andre til at forstå, er det lange seje træk, der varer hele livet. Dette at skrive er ofte strengt bestemt af en vis kontekst. Hvad der kan skrives i én sammenhæng og også blive forstået, vil være ubrugeligt og uforståeligt i andre.

Eventyrets fortælleform kan lidt mere end en del andre fremstillingsformer. Den er accepteret som læsning om fantasteri, som børn og voksne kan være fælles om, fordi det trods alt er alvorligt ment. Den slags læsning kan der godt komme en god samtale ud af. Hverken de mundtlige overleveringer eller eventyrene har altid været velkomne. Det skyldes, at ord kan blive til handling, netop fordi ord gør deres virkning. I dele af verden er det blot ord at tale om demokrati, der beskytter ytringsfrihed til at skrive eventyr om for eksempel frihed til at tænke, tro og tale. I andre dele af verden har mennesker sat handling bag ordene og gjort demokrati til en realitet. Både folkeeventyr og kunsteventyr har deres del af æren for at ordenes bærere kunne gøre menneskerettigheder til virkelighed.

Poesien udmærker sig ved ikke at have en facitliste, til hvordan den skal forstås. Det bestemmer læseren selv, helt uafhængigt af hvad forfatteren har ment. Det væsentlige er, at læseren overhovedet får lyst til at forholde sig.

Poesien er den private følelses berusende intensitet i Lord Byron og Elizabeth Browning, poesien er det filosofiske perspektiv i Kipling, den kritiske samfundssatire i Shakespeare under ‘rule of the King’ og i Yahia Hassan det spidende kulturopgør, hvor ordene har virket med så overvældende kraft, at digteren må under politibeskyttelse for at kunne benytte sig af sin ytringsfrihed,  fordi digteren undsiges af den kulturkreds han kommer fra. Yahia Hassan kommer heldigvis også fra en kulturkreds, der kan yde beskyttelse. Ord virker – også i den poetiske form. Derfor er de så vigtige.

Uddannelsesteksten er som regel en mere bunden opgave. Den skal bygge bro imellem dette at kunne og det at komme til at kunne.